ET FORANDRET LIV

Der er sket meget de sidste 14 dage. Min mor har været igennem strålebehandling og jeg har haft brug for "stoppe op og kapere" alt hvad der er sket på det seneste. Jeg befandt mig pludselig i en situation, hvor jeg fuldstændig mistede grebet, overskud og overblikket. Jeg har haft brug for at trække stikket så vidt muligt og fokusere på de gode og vigtige ting for mig i livet.

Min mors strålebehandling er nu overstået. Hun har fået 10 gange helhjernebestråling. Det skulle gerne lindre og mindske symptomerne og give hende "en god tid". Selve behandlingerne kom hun rigtig godt igennem - ingen kvalme eller træthed som sådan. Vi har talt en del om visualisering, at hun skulle tænke på strålebehandlingen som et positivt hjælpende våben, som hun kunne pulveriesere de små grimme kræftceller med, når hun lå der i accelaratoren.  Sparke og banke dem sønder og sammen... hver og én grim lille kræftcelle!

Hun taber håret - det er begyndt og det er hårdt for hende :( Tror det er fordi, det gør kræftsygdommen så virkelig, håndgribelig og synlig. Hvem har lyst til at se sig selv skaldet? Men jeg synes, hun klarer det fantastisk flot og hun har heldigvis fået en rigtig fin paryk og smart tørklæde. Hendes korttidshukommelse er ikke for god, hvilket også er en bivirkning til strålebehandlingen, så det er bestemt ikke nogen rar situation. Man kan først se effekten af strålebehandlingen efter et stykke tid. Om 14 dage skal hun igang med den kemo, der blev udsat på grund af hjernemetastaserne.

Jeg kan se og forstår nu at beskeden om min mors sygdom satte gang i en række reaktioner hos mig. En masse hengemte og ubearbejdede følelser pga. min fars demenssygdom buldrede frem og jeg gik i en form for choktilstand. En tilstand hvor livet jo på sin vis gik sin vante gang, men hvor alt alligevel bare var anderledes. Da vi fik at vide, at min mor havde kræft, var det rigtig rigtig hårdt at forstå og da jeg i bund og grund er et løsningsorienteret menneske, søgte jeg i første omgang (mellem alle tårerne) at forholde mig analytisk til situationen. Jeg havde brug for fakta, statistikker og muligheder. Odds! Hvad kunne vi selv gøre?! Hvad skulle der gøres, for hun kom bedst muligt igennem sygdommen? Men så accelererede situationen igen og næste chok meldte sig. Beskeden om hjernemetastaserne. Det slog simpelthen benene væk under mig. For lige pludselig var der bare ikke en mulighed længere, der hed, "hvad kan vi gøre ved det!"... Vi befandt os lige pludselig i en situation, hvor egen fri vilje ikke længere var en mulighed. Vi måtte sætte vores lid til systemet. Til lægerne. Og det er jo det, man gør. For man griber hvert et lille håb der byder sig. Griber hver en ekstra måned, uge, dag.

Så alt i alt så er mit liv blevet vendt godt og grundigt op og ned. Jeg er i den grad et familiemenneske. Min mand og mine børn betyder alt for mig. Det har jeg aldrig været i tvivl om :) Jeg er så beriget at have dem i mit liv!
Men der er andre ting der også virkede vigtigt for et par måneder siden, som bestemt ikke længere er det i samme grad. Det er i alvor et wakeup call i forhold til, hvad der værdifuldt, hvad der gør mig glad og hvordan jeg ønsker at leve mit liv. Resten af livet.
Jeg tror aldrig, jeg kommer til at acceptere at begge mine forældre er blevet ramt at så onde sygdomme. Men jeg er kommet frem til en form for accept af, at jeg ikke kan ændre på det. Og at det er vigtigt for mig, at huske på og gribe fast om de mange mange gode ting, vi har haft sammen og forhåbentlig stadig vil nå, at få ud fra de omstændigheder, vi nu en gang må leve med.