fredag

LAKRIDSMUFFINS

LAKRIDSMUFFINS - Mit livs kogebog

Yndlingskager: Søde Lene-madmor på mit arbejde lavede på et tidspunkt disse overdådigt lækre lakridsmuffins som fredagskage... De røg øjeblikkeligt ind på min top ti liste over yndlingskager og er blevet lavet mange gange siden... De smager bare sååå godt... Så næste gang du skal forkæle nogen, du holder af og dig selv, så prøv lige disse lækre små darlings... I originalopskriften skal der ikke vanilje i, så det kan altså godt udelades, men jeg elsker kombinationen af lakrids og vanilje og synes bare det gør kagerne endnu mere overdådige. Man kan også udelade lakridsen, skrue lidt op for vaniljen og i stedet har man de mest fantastiske vaniljemuffins :)

LAKRIDSMUFFINS MED FROSTING

110 gr stuetempereret smør
2 1/4 dl sukker
2 store æg
1 dl mælk
3 1/4 dl mel
1 tsk bagepulver
1 1/2 spsk lakridspulver
1/2 vaniljestang (kornene)


Tænd ovnen på 180 grader og sæt papirsforme i en 12-hullers muffinsbradepande.

Pisk smør, sukker og vanilje godt sammen i en stor skål med elpisker. Det skal være lyst og luftigt.

Tilsæt æg et ad gangen og pisk godt mellem hvert æg. Tilsæt mælk.

Bland mel, lakridspulver og bagepulver i en skål og sigt det i dejen.

Bland dejen omhyggeligt med en kageskraber. Fyld forsigtigt muffinsformene to tredjedele op med dej.

Bag dem i ovnen i 20-25 minutter ved 180 grader, til de er gyldenbrune.

Lad dem køle helt af (kan med fordel bages dagen før brug) og dekorer med frosting.

Lakridsfrosting

200 gr stuetempereret smør
250 gr flormelis
1 1/2 spsk lakridspulver
1/2 vaniljestang (kornene)
100 gr hvid chokolade

Rør smør, flormelis, lakridspulver og vanilje godt sammen med elpisker.

Smelt den hvide chokolade over vandbad (eller i en skål i microbølgeovnen på lav varme)

Rør den smeltede chokolade i lakridsblandingen.

Smør eller sprøjt frostingen på de afkølede kager.

Ses vi på FacebookBloglovinInstagram eller Pinterest? :)

ÅRSTIDERNE

Årstiderne

Jeg har tit tænkt på, at jeg skulle prøve en måltidskasse fra Årstiderne, men er bare aldrig rigtig kommet videre. Jeg er ellers vild med tanken om, at råvarerne er økologiske og det er jo nemt og bekvemt at kassen leveres til døren endda med en madplan og opskrifter til de efterfølgende dage. Det er en skøn håndsrækning til at få hverdagen til at hænge sammen i en presset tid, som vi oplever her i familien lige for tiden, men generelt også dejligt bekvemt og skønt at vide, at man får ordentlig mad, der giver energi, smager godt og er propfyldt med sund næring.

Jeg tror, at prisen har afskrækket mig en del og en forestilling om, at nogle af råvarerne kunne være lidt slatne i det, men nu har jeg endelig fået taget mig sammen og har fået de første par kasser leveret. Det er en vegetarkasse med mad til 2 i fire dage. Vi har suppleret op med kød til mand og unger, men ellers har der faktisk været nok til hele familien. De gange hvor portionerne har virket små, har vi enten fået jordbær med fløde, koldskål, frugtgrød, en god smoothie, frisk frugt eller lign. til dessert. Retterne i madplanen er lavet af kokken Sanne Venlov og tager ca. 30-45 minutter at lave.

Vi giver 317 kr. for "den grønne del" af vores aftensmad leveret lige til døren og så er der endda udtænkt en madplan og nemme spændende opskrifter at gå til. Og ja, jeg blevet udfordret på nogle retter og ingredienser, som jeg sikkert aldrig selv ville have kastet mig ud i.
Som en ekstra bonus kan jeg konstatere, at vi har minimeret vores madspild i form af ikke at have råvarer liggende, som vi ikke når at få brugt. Det er en dejlig følelse - jep gode nemme pluspoint liiiige til samvittighedskontoen :)

Så alt i alt synes jeg ikke, det er så dyrt, som jeg først gik med en forestilling om og råvarerne er i det store hele i top. Når jeg skriver sådan, er det fordi, at der i første kasse godt nok var lidt slattent spinat (nok ikke lige den pose, jeg selv ville have valgt, hvis jeg skulle vælge hos grønthandleren) og en bakke portobellosvampe, som bestemt ikke var friske længere, da vi skulle bruge dem... men som sagt, i det store hele synes jeg kassen var i orden med lækre økologiske råvarer.
Som jeg har forstået det, er leveringen meget fleksibel. Jeg kan melde ferie og hoppe en levering over eller sågar få leveret min kasse på min ferie i Danmark. Jeg kan også skifte mellem levering hver uge, hver anden uge osv.... Smart :)

Nu har vi som nævnt kun fået et par enkelte kasser leveret frem til nu og jeg har bestilt leverance hver 14. dag her i starten, men overvejer kraftigt at lave det om til hver uge, da jeg virkelig er begejstret for bekvemmeligheden i ikke, at skulle bruge tid på at lave madplan, men bare kan kaste mig over nogle spændende lækre råvarer og så kan jeg selv være opfindsom ugens sidste tre dage. Så må vi se... måske min begejstring aftager med tiden, men indtil videre thumbs up til Årstiderne her fra Mit livs kogebog. I den kommende tid vil der nok snige sig en enkelt opskrift eller to ind fra vegetarkassen her på bloggen for det smager jo godt og opskrifter der er værd at gemme :)

onsdag

SOMMERSALAT MED BÆR

Sommersalat med hindbær og blåbær Mit livs kogebog

Yndlingssalater: Lækker sommersalat der passer til det meste ;)

SOMMERSALAT MED HINDBÆR

1 pose blandet salat
1 god håndfuld blåbær
1 god håndfuld hindbær
ca. 50 gram rød cheddarost i små tern

Dressing:

2-3 spsk. olivenolie
4-5 spsk. hindbæreddike
1 tsk. ahornsirup
2-3 forårsløg i skiver
1/2 frisk rød chili eller 1/2 tsk. tørrede chiliflager
salt

Skyl salat og bær og dryp af. Slyng evt. salaten i en salatslynge.

Bland dressingen og smag til.

Anret salat, bær og ost. Dryp med dressing. Servér den overskydende dressing ved siden af. Nemt og lækkert :)

Sommersalat med hindbær og blåbær Mit livs kogebog

LÆKRE HINDBÆRSNITTER MED LAKRIDS

Lækre hindbærsnitter Mit livs kogebog

Der har været stille her på bloggen længe pga. af alle de ting, der er sket i mit liv på det seneste. Men vi har da stadig fået mad og de opskrifter jeg synes, der er værd, at gemme på ligger pænt i en bunke og venter bare på, at komme ind på bloggen :)

For længe længe siden lovede jeg vist, at få lagt en opskrift herind på hindbærsnitter med lakrids efter jeg havde lavet hindbærmarmelade med lakrids. Den kommer her... har man ikke lige lakridsmarmelade ved hånden, så er opskriften mindst ligeså lækker med den gode traditionelle hindbærmarmelade også.

Det er en af den slags opskrifter, som er god at have i SOS-kassen i tilfælde af at der liiiige kommer gæster om en times tid og man gerne vil servere noget hjemmebag og så er det en af de opskrifter, der er rigtig god at lave sammen med ungerne. Den oprindelige opskrift er fra Sif Orrelanas "Krudtugler og kanelsnegle".

HINDBÆRSNITTER

Dej: 4 dl. mel
1 tsk. bagepulver
125 gr. smør (stuevarmt)
3/4 dl. sukker
1 tsk. vaniljesukker
1/2 dl. vand
3/4 dl. hindbærsyltetøj med lakrids

Glasur:
150 gr. flormelis
1-2 spsk. lakridspulver
2-3 spsk. vand
Krymmel

Bland mel og bagepulver.

Findel smøret i melblandingen.

Tilsæt sukker og vaniljesukker og arbejd dejen godt sammen med vandet med hænderne.

Rul dejen ud i to plader ca. 10 cm. brede på hvert deres bagepapir. Når den første er rullet ud, lægges smøres der hindbærsyltetøj på. Herefter rulles 2. pladedej ud på et stykke bagepapir og kan vendes ovenpå første plade (med dejen nedad), den vippes langsomt ud på den syltetøjsbeklædte bund.

Klem kanterne godt til med en gaffel.

Bag kagen i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 18-20 minutter - til den er gylden.

Lad kagen svale på en bagerist til der kommes glasur på.

Bland glasuren og fordel på toppen af kagen. Drys med krymmel og skær i snitter.

Lækre hindbærsnitter Mit livs kogebog