tirsdag

SMOOTHIE MED ANTIOXIDANTER & PROBIOTIKA

Smoothie med masser af antioxidanter og probiotika

Kender du det, at man i perioder spiser en bestemt ret eller drikker en bestemt drik rigtig meget? Sådan er jeg i hvert fald indrettet og jeg har længe haft netop sådan en periode, hvor vi fik smoothies stort set hver dag, men så lige pludselig kørte jeg flad i det.

Den anden dag skulle der så ryddes ud i fryseren og frem dukkede en masse lækre blåbær og brombær, som trængte til at blive brugt, så de endte ud i smoothien her, som er blevet lavet et par gange de sidste par dage. Bær er i følge eksperterne noget af det sundeste du kan spise, de indeholder nemlig en masse antioxidanter og en stor mængde C-vitamin og så er det jo bare ekstra bonus at de giver den mest lækre og friske smag til smoothies i sommervarmen.


Smoothies og juice er også den absolut letteste måde at få vores børn, i sær vores jævntkræsne tre-årige datter, Rosa, til at spise frugt og grønt. Rosa har jo børnegigt og derfor er det også ekstra godt for hende at få godt med antioxidanter og C-vitamin da det bekæmper inflammation. Det samme gør probiotika (gavnlige mælkesyrebakterier) ved at styrke immunforsvaret og jeg brugte derfor en mangojuice tilsat probiotika (Proviva købt i Netto) til smoothien her, men ellers kan man købe mælkesyrebakterier og tilsætte det smoothien.

Jeg laver stort set altid juice og smoothies på slump, så derfor skal nedenstående tages som vejledende. Skru evt. op og ned for frugt eller de flydende ingredienser alt efter hvilken konsistens du ønsker.

SMOOTHIE MED ANTIOXIDANTER & PROBIOTIKA (ca. 1 liter)

2-3 frosne bananer 2-3 dl frosne blåbær
2-3 dl frosne brombær
2-3 dl frosne ananasstykker
2 dl vanilje yoghurt
2 dl proviva mango

Blendes og serveres straks.

De smukke lilla prydløg nedenfor plukkede min datter til mig den anden dag. Jeg er egentlig ikke et havemenneske, men disse er jeg simpelthen nødt til at have i haven næste år. De er så fine synes jeg. Overdådige, men på den enkle måde ;)

Prydløg - Allium

Smoothie med masser af antioxidanter og probiotika

Smoothie med masser af antioxidanter og probiotika

Smoothie med masser af antioxidanter og probiotika

2 kommentarer:

  1. Jeg elsker farven - den sprudler af livsglæde :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også vild med den skønne farve, som dog virker lidt forstærket på billederne, men der er bestemt knald på de bær når de bliver blendet og blandet med de øvrige ingredienser ;))

      Slet