søndag

LOVE♥BAR / MÜSLIKAGE

Love Bar / Müslibar Mit Livs Kogebog

Så blev det endelig tid til at blogge lidt igen! Jeg er startet på nyt arbejde for 1 1/2 måneds tid siden og med tre børn herhjemme, har hverdagen været pænt presset og bloggen ret så forsømt... Men denne weekend skulle vi for første gang i laaaang tid ikke noget særligt og overskuddet er så småt ved at vende tilbage, så i dag fik jeg bagt müslikage med min mellemste datter. Hyggeligt : )

Det her er ikke bare en hvilken som helst müslikage / müslibar... det er en opskrift på Love Bars : ) Hvis du har været i London, er du måske stødt på Love Bars... på Pret A Manger. Til dig der ikke kender Pret A Manger, så er det en kæde af sandwichbarer, hvor du kan få de skønneste sandwiches, wraps, salater, drikke og meget mere... alle deres produkter er tilknyttet små historier og når man står oppe ved disken, fristes man af de lækreste müslibarer... blandt andet Love Bars!

Det er uden tvivl den bedste müslibar i min optik. Sund er den vist ikke. Men hvor den dog smager godt : )

LOVEBARS / MÜSLIKAGE

150 gram gylden sirup
1 spsk. honning
200 gram smør
60 gram brun farin
400 gram fintvalsede havregryn

100 gram brun farin
2 dl. piskefløde
1 vaniljestang
50 gram smør

45 gram pistacienødder
45 gram grofthakkede mandler
45 gram grofthakkede græskarkerner
75 gram grofthakket mørk chokolade
1-2 spsk vaniljesukker

Forvarm ovnen til 150 grader og spray et ildfast fad (ca. 40 x 40) med bagespray.

Smelt sirup, honning og smør sammen uden at det koger. 

Vend havregryn og brun farin i.

Lad det smelte sammen, til alle havregrynene er fugtige og kan samles. 

Hæld på formen og bag i 20-25 minutter til det er gyldent på toppen.

Når kagen er bagt stilles den til afkøling. I mens smeltes brun farin og fløde til farinen er helt opløst. Tilsæt vaniljekorn.

Kommes i kog og koges under konstant omrøring i ca. 5 minutter. Pas på det ikke brænder på.

Massen skal være tyk. Tages af varmen og smøret tilsættes. Når smøret er smeltet hældes karamellen over kagen.

Drys med vaniljesukker gennem en lille si og drys nødder, kerner og chokolade over kagen.

Lad kagen afkøle og skær i stænger til Love Bars : )



Love Bar / Müslibar Mit Livs Kogebog

Love Bar / Müslibar Mit Livs Kogebog

Love Bar / Müslibar Mit Livs Kogebog

2 kommentarer:

  1. En opskrift lige efter min smag! Skal helt sikkert prøves :)

    Måske vil du kigge forbi min blog?

    www.vivalavanilla.blogspot.dk

    //Frederikke

    SvarSlet
  2. Hej Frederikke!

    Det kan du roligt gøre.... smager ret så syndigt godt : )
    Hyggelig blog du har... må jeg lige kigge forbi en gang i mellem : )

    Mange hilsner
    Linda

    SvarSlet