STILHED

Der er meget stille på bloggen for tiden og det vil der givetvis være i et stykke tid endnu. Min mor gik bort efter hendes ulige kamp mod kræften for få uger siden og jeg har stadig meget meget svært ved, at forstå, at hun ikke er her længere. Svært ved at tro på det, selvom jeg var hos hende, da hun sov ind. Jeg savner hende så meget. Og savnet gør så ondt. Jeg prøver at finde en eller anden form for samling på mig selv, og prøver at forstå, at verden omkring mig går videre, som den jo skal, selvom min verden bare er forandret for altid.

De fleste har nok på et eller andet tidspunkt leget med tanken om, at det kunne være spændende, hvis man kunne spå om fremtiden, liiiige smugkigge i den der famøse krystalkugle. Det er lige knapt et år siden min mor fik konstateret kræft. Og jeg er evigt taknemmelig for, at jeg ikke på forhånd kendte fremtiden og det forløb, vi har skullet igennem det seneste år. Det har på alle områder været det hårdeste og mest intense år i mit liv. Et år der får mig til at tabe pusten, hver gang jeg tænker tilbage.

Udover min mors sygdom, hvor vi som familie var vidne til at hun langsomt sygnede hen med svære hjerneskader som følge af hjernemetastaser og strålebehandling af hjernen, bed livet i 2013 også fra sig på mange andre områder. Igen og igen. Min far var også syg (er svært ramt af frototemporal demens), så oveni min mors sygdom, stod vi (mine brødre og jeg) med beslutningen og kampen (med systemet) om, hvad der skulle ske med min far, da han ikke længere kan tage vare på sig selv og bo i egen bolig. Hans sygdom er blevet meget forværret det seneste år og han har slet ikke kunnet forholde sig til at min mor blev syg og alt hvad det medførte. Altså i sig selv en meget svær situation. Min mor tilbragte sin sidste tid på hospice. For ikke så længe siden blev min far indlagt med en infektion og en overgang så det ud til at de havde et kapløb kørende om, hvem der først ville forlade os. Begge som en skygge af de dynamiske mennesker de var en gang. Min far vandt over infektionen og er så småt ved at komme til hægterne igen. Fysisk. Mentalt er hans tilstand desværre forværret. Et lyspunkt er dog, at han nu har fået en plejehjemsplads, så han er tæt på kyndigt plejepersonale, hvilket har lettet meget.

Som sagt bed 2013 fra sig igen og igen. Jeg gik ned med stress og da jeg så småt mente, jeg var klar til at komme tilbage til jobbet igen, blev jeg opsagt i en fyringsrunde. Udover mine forældres sygdomme fik min datter i sensommeren konstateret børneleddegigt efter et langt udredningsforløb, hvor lægerne en overgang mistænkte en tumor i hendes hjerne eller måske en nerve eller muskelsygdom. Den stod på røntgen, MR scanning, muskelbiopsi og mange mange blodprøver. I sig selv også en fuldstændig vanvittig rutchetur, som igen fik verden til at krakelere. Min søn fik omtrent samme tid konstateret astma og min ældste datter havde et uheld, hvor hun under en leg fik en jernstang fra et gyngestativ over sig, fik et ret voldsomt slag med hul i hovedet og en grim hjernerystelse. Bum. Ja det var sådan "de store" begivenheder det seneste år. Så kort som jeg kan gøre det.

Derudover har der stadig været hverdagens almindelige udfordringer. Og de udfordringer der følger i kølvandet på at være datter til en kræftsyg, datter til en demensramt, mor til en lille pige der ikke vokser som hun skal og som gennem lang tid havde konstante smerter i sine led og ikke forstod hvorfor. Og endeligt mor og støtte til to andre børn der også skulle forholde sig til de kriser, følelser og det kaos vores familie befandt sig i. Der har været meget at rumme. Jeg kæmper stadig.

Nogle har spurgt mig, hvordan jeg har kunnet blogge midt i alt det kaos der har været. Jeg har bevidst ikke blogget så meget om alt det, vi har været igennem, men mest af alt om mad, da Mit livs kogebog er tænkt som en madblog. Og det har jeg ganske enkelt valgt, fordi bloggen blev mit "helle". Den har været mit åndehul midt i mit livs orkan. Et sted hvor jeg har kunnet "slappe af" og få tankerne væk. Den har været min "normalitet" i mit kaos. Nogle vil måske mene, den har været min virkelighedflugt. Måske?

Hvorfor skriver jeg så et indlæg nu om mit kaos? Jo, det gør jeg til dels fordi, jeg har fået beskeder fra nogle af jer der følger med her og på instagram, som har undret jer over, hvorfor her lige pludselig blev så stille. 1000 tak for omsorgen og jeres bekymring. Det rører mig meget, både at I læser med og at I tager jer tid til at sende mig en tanke. 

En anden grund til indlægget er, at alle disse begivenheder fylder stort set alt for mig lige pt. og vil gøre det en god rum tid endnu, vil jeg tro. Én ting er i hvert fald sikkert, de har forandret mit liv for altid. Jeg har meget, der skal bearbejdes, men det får jeg heldigvis hjælp til. Derudover har jeg verdens mest fantastiske støtte i min mand, som i hans måde at være på, bare igen og igen har bekræftet mig i, at jeg er jordens heldigste kvinde, trods alt det lort livet har budt på, for jeg har ham i mit liv og sammen har vi vores 3 dejlige unger.

Jeg har også oplevet støtte fra venner, bekendte, læsere her på bloggen, folk der følger med på instagram, kolleger (nu ekskolleger) som har været overvældende og som har rørt mig utroligt meget. Så selv om det sidste år utvivlsomt har været det hårdeste år i mit liv, har det altså også givet meget, i den forstand, at jeg har mærket livet. Altså sådan virkelig mærket det på godt og ondt. Jeg har følt mig magtesløs, vred, bange og jeg har mistet. Men jeg har også følt kærlighed, empati, omsorg og faktisk også glæde, fordi jeg har mærket, hvordan andre virkelig har været der.

Jeg har på stort set alle måder fået mit liv endevendt. Jeg har skullet forholde mig til livets virkelig vigtige ting og store spørgsmål. Det har givet stof til eftertanke omkring, hvordan jeg har lyst til at leve resten af mit liv. Alt lige fra mine grundlæggende værdier, til hvad jeg skal beskæftige mig med fremover, til min og min families livsstil, sundhed og kost. Jeg tror, jeg har været eller kommer hele møllen rundt og det er en fortløbende proces, som jeg lige nu er igang med. Jeg prøver, som sagt, at få en eller anden form for samling på mig selv igen. Jeg vil gerne igen være en del af den verden, der bare går videre, selv om min egen verden er så forandret.

Jeg har ladet mig fortælle, at når livet bider fra sig og et menneske kommer ud for livskriser som alvorlig sygdom, dødsfald af nærmeste, fyringer osv. så sker der fundamentale forandringer hos vedkommende, der ofte får personen til at stoppe op, reflektere og måske ændre kurs. Ens grundvold bliver ganske enkelt rystet og man forandres. Med alle de bid jeg har fået fra livet det seneste år, kan jeg kun bekræfte dette. Det er klart, at alt det der er sket, alle de følelser der har været, lige fra frustration, vrede, sorg osv. ikke kan beskrives på blot få linjer som ovenfor, men det giver måske et billede at min verden og mit udgangspunkt lige nu. 

Der vil nok være lidt mere stille end vanligt på bloggen et stykke tid endnu. Lysten til at blogge efter min mor er gået bort, har ikke rigtigt været til stede. Sorgen over at have mistet hende og efterslæbet fra alt hvad der ellers er sket det sidste år, fylder stadig for meget. Men jeg forestiller mig da, at jeg fremover stadig vil blogge om mad, for det er stadig en af mine store interesser og "mit helle i mit kaos" også bare det "almindelige kaos" (forhåbentlig med en meget lang pause fra livskriserne) der nu engang er i en familie med tre børn. 

Jeg elsker at lave mad, det virker på mig som meditation og jeg synes, det er sjovt at tage billeder af maden, style den, skrive om den og få kommentarer med på vejen fra folk der prøver opskrifterne af. Bloggen har fra starten været og vil fortsat være en sjov lille krølle i min hverdag. Men bag opskrifterne og blogindlæggene er der altså også bare et menneske, med udfordringer, kriser, glæder, sorger og en dagligdag ligesom alle andre. Og det var måske egentlig også det, jeg gerne ville med indlægget her. Give et indblik i hvem jeg er som person og hvad der sker i mit liv, når jeg ikke lige skriver om opskrifter, jeg synes der er værd at gemme og dele med andre.

Indlægget her er på mange måder grænseoverskridende for mig at skrive, da det er meget personligt. Derudover så overskrider det vist også alt, hvad der hedder god blogskik, når det kommer til længde på et indlæg, men hvis du har læst med, så tak for lån af dine øjne, din tid og din tålmodighed :)