tirsdag

PANZANELLA - ITALIENSK BRØDSALAT



Jeg har holdt en god lang sommerferie fra bloggen. Mere eller mindre frivilligt, da mit domæne blev "taget som gidsel" og lukket ned af Google, efter jeg valgte at skifte domæneudbyder. I mere end 14 dage stod bloggen bare som en tom grå side, selvfølgelig lige midt i ferietiden, hvor ingen kunne hjælpe og hvor jeg selv ikke havde ordentlig adgang til internettet. Heldigvis er den nu igen oppe at køre og jeg beklager selvfølgelig over for jer der er gået forgæves efter en opskrift. Flere har kontaktet mig omkring siden og sikke dejligt, at få den gode respons tilbage fra jer der bruger bloggen.  Jeg tror og håber,  jeg har fået svaret tilbage til alle.


Nå men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, nu har jeg en masse billeder liggende og kan jo stille og roligt få opdateret bloggen med de opskrifter, jeg synes der er værd at gemme og dele.

En stor del af vores ferie er blevet brugt i mine svigerforældres skønne sommerhus. Og hvor har vi dog nydt dejlige Danmark og det skønne vejr sommeren har budt på. Og så har vi fået ryddet op derhjemme, big time. Ud med alt muligt babygrej osv. Det er ligesom en fase af vores liv, som vi er ovre. Og hvor er det fantastisk sådan en virkning en god gang oprydning kan have. Det er ligesom at få ryddet op i hoved og sjæl også. Meget terapeutisk.

Sommeren har også givet tid og anledning til reflektioner. Følelser der har hobet sig op siden min mor døde af sin kræftsygdom i marts. Svært at forstå, at der er gået 5 måneder  og alligevel virker det som meget længere tid siden. Sommeren, solen, varmen, lange ture på stranden og masser af kvalitetstid med familien har hjulpet med at få bearbejdet nogle af de "løse ender" og hårde knuder i maven. Nogle af dem.

Vi har spist forholdsvist "let" i varmen og har bl.a. fået en del salater. En af dem er denne Panzanella, som er en lækker og frisk italiensk brødsalat. Utrolig nem at lave, billig er den også. Og så er den ekstra god fordi, man kan få brugt sine daggamle brødrester. Jeg kunne forestille mig, at det også med den baggrund man har fundet på salaten i Italien i sin tid.

PANZANELLA - ITALIENSK BRØDSALAT

1/2 daggammelt tørt brød, gerne italiensk type som ciabatta
6-7 solmodne tomater - gerne forskellige sorter og farver
1-2 spsk kapers 
1 hvidløg
1 lille rødløg
Basilikum
En god balsamico
Olivenolie
Havsalt og peber

Bræk brødet eller skær det i grove bider. Lad det ligge og "tørre" lidt ud.

Skær tomater i grove stykker.

Bland en dressing af olivenolie, balsamico, finthakket hvidløg og smag til med salt og peber.

Bland tomater med kapers, hakket rødløg, brødstykkerne og dressingen. Lad den trække lidt og servér- God som tilbehør til pasta, grillmad eller som frokostsalat.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar