fredag

MR. PINA COLADA & MOVEMBER


Min mand kom ned fra sit morgenbad den anden dag og så lidt anderledes ud end han plejer. Efter at have kigget nøjere efter, kunne jeg så konstatere, at han havde tyvstartet på Movember. Dvs. at der var en pæn mørk skygge hele vejen hen under næsen på ham. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke, og lade mig understrege IKKE, er fan af overskæg, men når vi kommer til november, bliver jeg faktisk ret så varm om hjertet, hver gang jeg møder en mand, der ellers normalt ikke gror skæg med begyndende overskæg, hvadenten vi taler små fine dun eller potentiale til the full Tom Selleck.


Og hvorfor bliver jeg så varm om hjertet? Jo det gør jeg, fordi mange af disse mænd lader skægget stå, fordi de støtter op om Movember.

Movember er en årligt tilbagevendende begivenhed i november måned, der har til formål, at sætte ansigt og fokus på mænds sundhed. Movember støtter op om bekæmpelsen af kræftsygdomme der særligt rammer mænd såsom testikel og prostatakræft, men har bl.a. også fokus på mænds mentale helbred. Mænd over hele verden lader overskægget gro i november måned for, at vise deres støtte omkring bevægelsen og "sætte ansigt på mænds sundhed".

I oktober måned har Knæk Cancer og Støt brysterne fyldt en del i mediefladen. Jeg ville egentlig gerne have støttet op om begge dele på en eller anden måde her på bloggen, da kræft på alle måder er en forfærdelig sygdom, at have inde på livet. Og desværre er det nok sådan, at vi alle får berøring med sygdommen enten som pårørende, eller ved at den rammer os selv, på et tidspunkt gennem livet. Det er barskt. Det er skræmmende. Men det er desværre også facts. 1 ud af 3 danskere får kræft!

For mit eget vedkommende har jeg sygdommen meget tæt inde på livet nu. Alt for tæt, da min mor har kræft. I oktober måned, da Knæk Cancer kørte, flyttede min mor på hospice. Så jeg kan i den grad tale med om, hvor forfærdelig en sygdom kræft er. Uanset hvilken form for kræft. Og bekæmpelsen af sygdommen fortjener alt den opmærksomhed den overhovedet kan få.

Jeg nåede ikke, at få hverken blomst eller sløjfe på bloggen i oktober og jeg kan af gode grunde ikke gro et overskæg, men den lækre og sunde Mr. Pina Colada Smoothie her, er en tanke fra mig, til alle jer der kæmper mod kræften, til alle jer der er pårørende til en kræftsyg og til alle jer der støtter op om kampen mod kræft uanset hvilken form for kræft. Vær opmærksomme på jeres helbred. Gå til læge i tide. Bliv ved med at kæmpe. Bliv ved med at støtte op.

Læs mere om og støt Movember - Fokus på mænds sundhed, herunder kræftsygdomme der særligt rammer mænd. Læs mere om symptomer, du skal være særligt obs på som mand og læs om, hvordan du støtter og kan blive en del af Movember (gælder både for mænd og kvinder).

Læs mere om Knæk Cancer

Læs mere om hvordan du ellers kan støtte i kampen mod kræft


PINA COLADA SMOOTHIE (ca. 1 liter)

3 bananer (gerne frosne)
1/2 stor ananas i mindre stykker (Skrællet men inkl. stok og gerne frosne)
4 - 5 spsk chiagele 
1 dåse økologisk kokosmælk (400 ml)
evt. lidt ananasjuice

Chiagele: 

Bland 1 del chiafrø med 4-5 dele vand. Rør frøene godt rundt så de dækkes af vand. Efter ca. 15 minutter vil frøene danne en gele (ligner mest af alt haletudseæg). Kan opbevares en uges tid på køl, så lav gerne en stor portion til daglige smoothies.

Smoothie: 

Bræk bananan i mindre stykker.

Blend ananas, banan, kokosmælk og chiagel (+ evt. lidt ananasjuice) sammen og servér med det samme!

Har du ikke frosne bananer og ananas, kan du i stedet tilføje 3-4 isterninger.


Egentlig forbinder jeg smagen af pina colada med sommer, sol og ferie sydpå, men smoothien her er voldsomt populær hos mine børn og min bedre halvdel, så hos os gør den glæde og spreder lidt solskin hele året rundt.

Smoothien kan laves med og uden chiafrø, men når man ser på alle de ernæringsmæssige benefits det lille frø har, er det ikke så svært at forstå, hvorfor frøet er blevet lidt af en superdarling blandt rigtig mange mennesker og anbefales af diverse kost og ernæringseksperter.

Bare for at ridse et par af fordelene op, så er chia bl.a. sprængfyldt med omega 3, proteiner og kostfibre. Det lille frø virker antiinflammatorisk og blodsukkerregulerende. Frøet er ret smagsneutralt (nogle mener dog, det har en nøddeagtig smag) og kan sniges ind i det meste madlavning. Jeg synes især, smoothie er en særligt velegnet måde, at få de små næringsrige frø brugt på, men de kan også bruges i f.eks. bagværk. 

4 kommentarer:

  1. Mmmm, smoothien ser LÆKKER ud!

    Åh, hvor er det trist med din mor :o( Jeg har desværre ikke så mange trøstende ord, men sender mange tanker til dig og hele din familie!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Camilla ♥ Det er så god en smoothie og det er så sødt af dig bare at sende en tanke!

      Slet
  2. Kæmpe krammer får du også fra mig søde Linda

    SvarSlet