På mandag er skoleferien slut og det er igen tid til madpakker. Den anden dag fik jeg bagt disse (i følge mine børn verdens bedste) lækre gulerodsboller med masser af kerner. Og som man kan se på billederne så både dufter og smager de fantastisk godt... min yngste datter havde meget lidt tålmodighed med sin mor, der liiiige skulle have taget et par billeder til bloggen inden, vi kunne sætte tænderne i bollerne ;)
Jeg bagte en stor portion og nu er fryseren fyldt godt op, så der er til madpakker og efterskolesnacks til et stykke tid. Bollerne er lækre både som morgenmadsboller, til sandwich eller bare som en gnavebolle til ulvetimen (for både store og små) og de mætter godt og længe... Jeg putter gerne masser af kerner både i bolledejen og uden på, men er man til knap så mange kerner, kan de jo bare udelades.
GULERODSBOLLER MED KERNER (ca. 18 store boller)
50 gr smør
4 dl mælk
1 dl A38
50 gr gær
2 tsk groft salt
2 tsk sukker
3-4 små revne gulerødder
1 1/2 dl hvedeklid
1 god håndfuld sesamfrø
1 god håndfuld hørfrø
1 god håndfuld græskarkerner
1 god håndfuld solsikkekerner
Ca. 750 gr hvedemel
Sammenpisket æg til pensling + kerner & frø til pynt
Smelt smøret og bland det med mælken til det er lunkent. Hæld det på en skål og tilsæt A38.
Rør gæren ud i heri.
Tilsæt de øvrige ingredienser pånær mel.
Herefter tilsættes melet gradvist. Dejen må ikke blive for tør, men skal heller ikke være klæbrig. (Tilsæt evt. lidt ekstra mel hvis dejen virker klæbrig).
Dejen æltes grundigt og stilles til hævning under et fugtigt klæde ved stuetemperatur. Skal gerne hæve 1-2 timer (jo længere des bedre).
Del dejen i ca. 18 stykker og form runde boller. Stilles på en bageplade med bagepapir og efterhæver ca. 20 minutter.
Bollerne dyppes i æg og herefter i kerne/frøblandingen.
Bages i ovnen ved 190 grader (varmluft) i ca. 12-15 minutter til de bliver gyldne.
Ses vi på Facebook, Bloglovin, Instagram eller Pinterest? :)
Jeg har forsøgt at bruge din opskrift og det blev super godt :)
SvarSletJeg har skrevet et indlæg omkring forsøget og delt opskriften videre, selvfølgelig henvist til din blog :)
http://abitofeverythingandalittlemore.blogspot.dk/2013/08/carrots-seeds-and-grains.html
Hej Malou
SletDet er jeg glad for at høre... skønt at du og andre kan få glæde af opskriften :)
Mange hilsner
Linda